Projektets formål er at sikre, at der er motiverede og fagligt veluddannede elever og ansatte på fremtidens landbrug, så der også i fremtiden er et fagligt højt vidensniveau i landbrugserhvervet. Læremestrene skal motiveres til at engagere sig mere i rollen som læremester, der indebærer ansvar for elevernes uddannelse.
Ved at sætte ind på de valgte områder vil vi sikre, at eleverne i landbrugsuddannelsen får de kompetencer, der er nødvendige for at kunne udføre de daglige opgaver og på lang sigt, at de via uddannelse får den erfaring og ansvarsfølelse, der skal til for at være driftsleder eller ejer af et landbrug.
Der er løbende efterspørgsel på faglige og motiverende aktiviteter fra landmænd og elever i forbindelse med praktikperioden i landbrugsuddannelsen. I 2013 vil vi støtte vore samarbejdspartneres rekrutteringsindsats ved at tilbyde aktiviteter, der kan fremme fastholdelsen af unge i uddannelsen og senere som ansatte og selvstændige i landbrugserhvervet - hele værdikæden. Især vil der i 2013 være fokus på læremesterrollen og rekruttering af medarbejdere til specielt svineproduktion og minkavl. Læremesteren skal være bevidst om sin rolle. I disse år er der i svineproduktionen og minkavlen større behov for fokus på tilstrækkelig med kvalificerede medarbejdere. Vi udvikler løbende aktuelle aktiviteter og tilbud såsom dagslange konferencer med aktuelle landbrugsfaglige emner, samt regionale temaaftner, nye landbrugsfaglige kurser og ERFA-grupper. Vi inviterer lokale rådgivere og andre ressourcepersoner til at give oplæg i ERFA grupperne om aktuelle faglige emner som økologi, dyrevelfærd, vækst og udvikling. Information, rådgivning og udstillingsaktiviteter i relation til de unge under uddannelse og praktik er ligeledes en del af det samlede projekt.